21.07.2021

Røða Edward Fuglø helt við avdúking av listaverkinum Bólkaprát

Deres Majestæt,  ærede gæster.

"Nå, lille ven, hvad skal du så være når du bliver stor?"...

Det er vores klasselærer der stiller spørgsmålet til os elever i klasselokalet, på vores allerførste skoledag i Klaksvik i 1972. Vi skal rejse os, en og en, når vi bliver spurgt,  og nu er turen kommet til mig til at svare.

"Øh," svarer jeg genert, " Eg haldi tað kanska fer at vera okkurt við list."

"Jeg tror at det måske bliver noget med 'list' ".

List er som bekendt det færøske ord for kunst.

"Noget med fisk! " svarer den gamle lærer glad, " Sikke en rask lille  dreng, ja, sådan skal det være." siger han, og fortsætter nærmest rørt med en længere tale om alle de raske færøske drenge, havets sønner, bølgernes herskere der kan  kunsten at finde havets største fiskestimer, Færøernes fremtid og håb, Neptuns frygtløse svende, ridende på bølgen blå...

Jeg bliver så bedt om at sætte mig igen. Inderst inde ved jeg dog, at hvis det er noget jeg i hvert fald ikke vil være når jeg bliver stor, ja så er det netop noget med fisk. Nu vil jeg nok mene at dette svar fra min lærer, kunne have være et andet, hvis jeg gik på skolen her i Fuglefjord, og havde haft en af byens kunst og kultur personligheder, så som: Frits Johannesen, Aleksandur Kristiansen eller Jógvan á Lakjuni, som klasselærer.

Mit værk her på skolen har titlen: "Group-Meeting" på færøsk "Bólkaprát" og handler blandt andet  om det at være stor kontra det at være lille. Selvfølgelig  også i overført betydning.

Værket kredser om det at føle sig inkluderet eller ekskluderet, når man er i samspil med andre mennesker i det offentligt rum, som en skole jo er et typisk eksempel på.

Installationen belyser forskellige aspekter af dette samspil. Den sunde diskussion, leg, klikedannelse, mobning, men også fællesskab, tætte venskaber og sammenholdet i en gruppe og styrken deri.

Værket er krydret med deltagelse af børnene der er elever her på skolen.

De har fået stikordet:

"Hvad er det første ord du tænker på når du hører ordet Føroyar", og det er sandelig en bred og charmerende vifte af tillægsord der er blevet resultatet, i form af deres svar.

Ordene har de leveret med egen håndskrift, og installationen markerer således det år skolen bliver taget i brug, den bliver et billede, som en lille tidslomme, hvor vi ser de tanker som børnene i Fuglefjord har gjort sig om deres eget land, anno 2021.

Jeg takker Fuglefjord Kommune, og MAP arkitekter, og mine tro hjælpere, for samarbejdet omkring værket, og håber at det vil være til gavn og inspiration for dem der fremover kommer til at færdes her i huset.

Og nu har jeg så den store ære at præsentere, at det bliver Hendes Majestæt Dronningen, der nu kommer til afsløre værket.

Takk fyri.